tirsdag den 11. september 2012

Jack White

I går aftes var jeg til Jack White koncert i Falkoner Salen og f**k det var fedt - han forstår virkelig at fyre den af.

Da jeg var i USA var jeg også forbi hans studio i Nashville.





I byen har givet koncerten 5 ud af 6 og det fortjener den også.
Her er lidt af det de skrev:

De sidste toner af afslutningsnummeret White Stripes' 'Seven Nation Army' er ved at gjalde ud, og koncerten er næsten slut, da aftenens hovedperson Jack White lægger begge hænder rundt om halsen på sin semiakustiske guitar og hæver armene. Et kort øjeblik ligner han en mand, der skal til smadre benævnte guitar til plukfisk.
Men han gør det ikke. Det ville være helt forkert. For Jack White elsker sin guitar for højt til, at den skulle lade livet en mandag aften på Frederiksberg.

Og guitaren? Den elsker også ham.

Rock som gentlemansport
At rock på mange måder er en gentlemansport for Jack White og hans band stod klart allerede da en velklædt herre inden koncertstart bad publikum om at undlade at opleve koncerten igennem linsen på deres smartphone. Og det virkede.

For når Jack siger noget, så adlyder man. Og når jeg skriver gentlemansport, så var det kun indtil musikken gik i gang. Heldigvis.

Gumpetungt og sexet
Jack White havde denne aften valgt at spille med sit fem mand store mandeband i modsætning til det ret vidunderlige kvindeband, der akkompagnerede ham tidligere på året, da han spillede på Roskilde Festival. En koncert der blev halekuperet af et underligt lavt lydniveau.
Det kunne man ikke klandre mandagens koncert for. Det var nemlig først og fremmest højt. Og det var Jack White i sit skramlede, hektiske, støjende og hårdt rockende hjørne, hvor det gumpetunge og det sexede hamrer hovederne sammen, slår gnister og danser tæt.

Når han spillede solo på især sin babyblå elguitar, mindede han mest af alt om en tegnefilmsfigur der får elektrisk stød. Og det føltes nogenlunde ligeså heftigt, som det så ud.
Et strejf af katolsk kordreng
Mindre vildt - men ikke mindre godt - var det da han svang sin akustiske guitar om halsen for at spille en fuldlødigt gyngende udgave af førstesinglen fra soloalbummet 'Blunderbuss', 'Love Interruption', der blev efterfulgt af en nærmest bluegrass'et version af White Stripes' 'Hotel Yorba' tilsat lapsteel og elektrisk mandolin.

Instrumenter der også var særdeles markante under den afdæmpede countryballade 'You Know That I Know', et cover af Hank Williams.

Den klaverprægede 'Hypocritical Kiss' blev leveret i en overraskende albumtro udgave, hvor man i den velsungne og usædvanligt pertentlige vokal så et sjældent strejf af Jacks fortid som katolsk kordreng. Det klædte den veldrejede ballade, og det klædte koncerten med enkelte mere afdæmpede momenter.

Er kun lige begyndt
Men det var unægtelig guitaren der var aftenens hvinende omdrejningspunkt, og nye numre som 'Freedom at 21', ‘Sixteen Saltines', 'Missing Pieces' ‘Weep Themselves to Sleep', White Stripes-sangene 'Ball and Biscuit' og 'The Hardest Button to Button' samt tungt rockende tilbageblik på de tidligere White-projekter The Raconteurs og The Dead Weather udgjorde kernen i en koncert som dels understregede Jacks forkærlighed for hård rock, men også markerede hvor stærk og sikker en bandleder, han er.
Utilregnelig og lukket
For når Jack White står på scenen, har han en utilregnelighed over sig, som gør at man nødigt slipper ham af syne. Og så står man dér med sin ubændige trang til at vide bare en lille smule om, hvad der foregår inde under den krøllede manke af sort hår.
Men på dén front giver Jack White ikke ved dørene. Til gengæld satte han hele min mandagsverden til vægs for en stund - næsten to, faktisk - og så er det svært at forlange mere.
 
B

Ingen kommentarer:

Send en kommentar